søndag den 17. april 2011

Træning: Puls Mix

I MMA klubben har jeg ofte hørt Jens tale begejstret om både Boot Camp og Puls Mix. Jeg har ikke tænkt videre over det, før den kære Jens, i går spurgte om jeg havde lyst til at være med til en gang Puls Mix. Jeg valgte at takke ja til tilbuddet, og er her for få timer siden kommet ind ad døren. Jeg vil her skrive et par ord om hvad min oplevelse, med denne halv times træning har været.

Træningen foregår i City Fitness i Sønderborg og tager 30 minutter. Den bliver afholdt hver søndag fra 11.00 – 11.30. Personalet er venlige og hjælpsomme, både når det kom til at vise vej, men også vedrørende udlån af hængelås til skabet i omklædningsrummet.

Med vandflasken i hånden og træningstøjet på, ankom jeg til lokalet hvor det hele skulle foregå. Her var der cirka 15 stationer, og lige så mange personer. Der blev tændt for noget musik, og vi startede med noget let opvarmning, hvor vi stod og slog og sparkede lidt løst ud i luften, hvorefter instruktøren hurtigt gennemgik alle stationerne. I forvejen var der også lagt en tegning ved hver station, så man ikke var i tvivl om hvad man skulle køre af øvelse ved denne.

Efter instruktøren havde gennemgået det, fandt hver enkelt en station, og så var det ellers bare at køre derudaf i cirka 45 sekundet, hvorefter man hurtigt skiftede videre til næste station.

Disse stationer er en god blanding af alle mulige øvelser, hvor der både skal løbes, svømmes med vægte, triceps-, biceps-, læg-, bryst-, skuldre-, maveøvelser osv. Det hele bliver kombineret, så man gennemgår store dele af kroppen i højt tempo, på kort tid. Måden hvorpå stationerne er placeret i forhold til hinanden, gør også at man hele tiden er forholdsvis frisk i netop de muskelgrupper man skal til at træne. Dette gør at man ikke kører død midt i runden.

Instruktøren er en kvinde, der virkelig forstår at presse folk, og få disse til at arbejde hårdt og give den en skalle. Hun er med over det hele, og motivationen er helt i top. Hun nærmest løber fra station til station og booster den enkeltes moral, og justere folk hvis de løfter forkert eller lignende. Hun gør et fantastisk stykke arbejde!

Klokken bliver cirka 11.20 og selve turen rundt ved stationerne er kørt igennem. Efter en kort tår vand bliver der kørt videre, hvor man i makkerpar laver en masse hurtige Jab / Kryds øvelser. Her bliver der fokuseret på hastighed, og tempoet er igen højt.

Til sidst laver man igen et par øvelse, hvor den ene holder den andens ben nede, imens vedkommende så løfter overkroppen sidelæns. Efter denne øvelse er kørt igennem bliver de sidste minutter brugt på at lave knæløft imens man bokser lige stød ud i luften, og allersidst bliver der lavet Squat, hvor alle personer hver i sær tæller til fem, en efter en. Dette bliver gjort indtil hele runden har talt til fem.

Herefter bliver nogle personer og strækker ud, snakker, og ellers smutter folk af sted.

Alt i alt har dette været en rigtig positiv oplevelse. Jeg kan godt forestille mig at dukke op til det igen, og eventuelt supplere min træning op med dette, som en fast del. Det er specielt tiltaler mig ved Puls Mix, er at man disponerer tiden rigtig godt. Tiden bliver ikke spildt med snak, vandpauser og alt mulig andet. Dette gør at man kan holde det til nøjagtig en halv times hård træning. Man behøver derfor ikke at afsætte en hel aften til dette. I stedet er man blot væk en times tid, hvilket både inkludere transport, omklædning, bad og selvfølgelig selve træningen. Specielt denne faktor gør at Puls Mix er en god mulighed, hvis man fx har familie og børn, som kræver meget tid på hjemmefronten. Ligeledes er det også dejligt at det er placeret sidst på formiddagen. Den vej igennem har man resten af dagen og aftenen til familien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.