fredag den 24. juni 2011

Anmeldelse: Hayabusa Mizuchi Rashguard


Denne gang vil jeg skrive lidt om en rashguard fra Hayabusa. Modellen er Mizuchi, som findes i både sort og hvid. Ligeledes findes den med både lange og korte ærmer. Ydermere findes der ligeledes shorts med samme modelnavn, som passer til denne rashguard, hvilket sammen udgør et grafisk flot sæt. Disse shorts findes ligeledes i både sorte og hvide, men det er en helt anden historie. I denne anmeldelse tager jeg udgangspunkt i den sorte, langærmede model i størrelse XL.

Undersøger man hvad ordet ”Mizuchi” betyder, finder man hurtigt en Wiki artikel, som omhandler at dette er navnet på en gammel japansk drage. Dette stemmer fint overens med motivet på fronten, såvel som på ryggen. Her finder man nemlig noget blæret grafik, som man godt kan få til at ligne noget dragerelateret, selvom det kan være svært. Uanset hvad, så ser det ganske flot ud, og giver et fedt detaljeret ondt look, med Hayabusa skriften oveni. Alt dette grafik er farvet hvidt, med undtagelse af selve Hayabusa fuglelogoet, som er rødt. Sammen giver dette en flot grafisk præsentation, samt et godt førstehåndsindtryk af produktet.


Foruden det grafiske design på fronten og ryggen, er der et asiatisk tegn på venstre skulder. Jeg kunne forestille mig at dette er japansk, eftersom det kunne have noget med ordet Mizuchi at gøre, men jeg har ingen anelse. Uanset hvad, så det det ganske fint ud, og fungere godt i samspil med resten af designet.

Hvis man ser på indersiden af nakken, finder man en lille firkant med vaskeanvisninger, samt materialevalg. Dette er ligesom grafikken på ydersiden, farvet på selve stoffet, så man slipper for de påsyede mærker.

Vægten på denne rashguard, ligger på cirka 240 gram, hvilket er 20 gram mere end Punch Town´s RashTek rashguard.
Når det kommer til opbygningen, er den som ved en del andre rashguards, opbygget af 6 stk. fleksible stofflader. Disse udgør front og ryg, skuldre og det øverste af armene, og til sidst ribbenene op til armhulen og en smule ned af undersiden af armene. Materialet er yderst fleksibelt, og kan give sig til alle sider, hvilket gør at den sidder tæt indtil kroppen. Disse stofarealer er syet sammen med nogle rigtig flotte syninger for at beskrive det mildt. Disse syninger ligner nærmest en masse små trekanter, som er syet oven i hinanden. Ydermere virker disse også til at holde helt perfekt, og der har på intet tidspunkt været tegn på løse tråde, eller syninger som trævler op. Alt er som det skal være på denne front.

Som skrevet er det en størrelse XL jeg har kigget nærmere på her, og når det kommer til hvordan den sidder på kroppen, vil jeg mene at den sidder rigtig godt. Det tager lidt til at få den trukket ned over armene, eftersom disse sidder meget tæt, men når den først sidder, sidder den også fint. Dette kræver en smule tilvendelse, men når det så er overstået, føles det helt perfekt. Længden af den er lige tilpas. I forhold til Punch Town´s RashTek, kan den føles kort, men dette er i virkeligheden nok nærmere den anden der er for lang. Specielt når man ruller, er det lækkert at der ingen løse folder er, som man kan hænge fast i. Når det derfor kommer til hvordan Hayabusa Mizuchi sidder ind til kroppen, er der intet negativt at sige.
Når det kommer til førstehåndsindtrykket, er der absolut intet negativt at sige om dette produkt. Jeg har ikke kunne se nogen fejl eller mangler, eller andet som ville hive indtrykket i den negative retning. På denne front har Hayabusa virkelig forstået at skabe et fremragende produkt. Denne begejstring fortsætter ligeledes når det kommer til brugen af produktet. Ud over at Hayabusa med Mizuchi, har frembragt en yderst velskabt rashguard når det kommer til materialevalg, samt sammensætningen af disse, har de ligeledes smidt et produkt på gaden som passer perfekt på kroppen, samt ser blæret ud. Når denne kombination så ydermere bliver bekræftet af en række positive oplevelser under MMA sparring må man sige at produktet har nået toppen. Når man ruller, bliver rashguarden hvor den skal, og det samme sker når man skifter distancer. Den sidder tæt til kroppen hele tiden, og holder musklerne varme, samtidig med at kroppen kan ånde.
Når det så er sagt, så er prisen også ganske attraktiv, vel og mærke hvis man køber det rette sted. Denne rashguard kan købes for cirka 350 kr. hos MMAgear.dk, som har et stort udvalg af kendte MMA mærker, til noget der ligner den billigste pris man kan finde i Danmark. Jeg vil derfor lige bruge et par linjer her til sidst, på at tilskynde personer som overvejer at købe denne rashguard, til at smide deres penge hos MMAgear.dk. Det er vitterligt penge at spare!
Alt i alt et yderst attraktivt produkt, til en attraktiv pris!
Jeg giver derfor Hayabusa Mizuchi Rashguard karakteren: 10/10

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.