lørdag den 11. juni 2011

Anmeldelse: Jaco Resurgence Fight Shorts

Denne gang vil jeg kigge nærmere på et par shorts fra producenten Jaco. Den fulde betegnelse for disse shorts er Jaco Resurgence, og disse shorts findes i et stort udvalg af farver, samt muligheden for et udvalg af landeflag ned af venstre lår. Det er dog den brune model jeg tager udgangspunkt i, og størrelsen er en 38”, eller bedre kendt som en XXL.

Hvis man starter med at kigge på fronten af shortsene, ser man at der står Jaco ned ad højre ben, samt i lukkesystemet. Når man kigge nærmere på lukkesystemet lægger man også mærke til at der går 2 syninger på tværs, midt i lukkesystemet. Mere om det senere.

Vender man dem om, er der et Jaco logo øverst på venstre ben, samt i midten i toppen. Kigger man nederst på venstre ben, ser man ligeledes noget Jaco print. Hvad dette skal forestille ved jeg ikke med sikkerhed, men det ligner en slags ”døds engel” der gemmer vingerne, da man ser en tilsvarende figur, blot med vingerne foldet ud, hvis man kigger på indersiden af shortsene, i skridt regionen.

Alle disse Jaco tryk, på nær den øverste i midten af bagsiden, er printet på, og er en slags gummitryk, hvilket kan føles en smule klistret, specielt efter vask. Den øverste på bagsiden, som gør at kanten rundt i taljen stikker en smule op, er broderet og godt markeret med en masse tråd. Dette logo er et af de tydeligste kendetegn på Jaco shorts, nemlig at kanten buer op bagpå.

En anden ting der kendetegner disse Resurgence shorts, er at de praktisk talt er elastiske i sig selv. Nogle andre shorts har nogle elastiske arealer i skridt regionen, for at kunne give sig når det kommer til høje spark. Disse shorts er udført i stort set komplet elastisk materiale, som man også kender det fra diverse rashguards. Det eneste ved disse shorts som ikke er elastisk, er selve kanten som går rundt i taljen, og holder shortsene på plads. Lige netop denne opbygning gør at disse shorts er yders behagelige at bruge. Man oplever aldrig at de hæmmer ens bevægelse når det kommer til høje spark, eftersom de giver efter i alle retninger, og derudover ligeledes glider fint hen over lårene. I teorien kan man stå med hængerøv og alligevel være i stand til at udføre highkicks. Ydermere er der slidser på ydersiden i begge sider, som gør det endnu nemmere at lave høje sprak og knæ.
En anden smart ting ved disse shorts er placeringen af lommen til tandbeskytteren. En del producenter placerer denne lomme på indersiden af kanten i taljen. Dette resulterer blot i at lommen er forholdsvis svær at komme til, når der endelig er brug for den. Dette har Jaco taget til efterretning, og har i stedet valgt at placerer denne lomme i det bunden af det venstre ben, helt ud imod slidsen. Dette gør at lommen er nemt tilgængelig, uden at man lægger mærke til den.

Lommer bliver lukket med en overlappende fold, som gør at tandbeskytteren bliver på plads, når den er lagt i lommen. På denne fold er der ligeledes et Jaco tryk.

Når man kigger på den indvendige side af Jaco Resurgence shortsene, ser man endnu flere gode tiltag. Måden hvorpå man tilpasser shortsene gør at kanten forbliver intakt hele vejen rundt, i stedet for at folde sig sammen. Dette fungere er ved at der er et stofpanel, som dækker bagsiden og en smule rundt i siderne.

I dette panel er der så syet nogle snører fast, som så igen kan placeres i 1 af de 4 huller (i hver side), som derfra sørger for at gemme snørerne væk, indtil disse igen mødes på midten i fronten, hvor man binder dem sammen som ved andre shorts. Alt efter hvor stor man er i livet, kan man justere disse 2 snører ved hjælp af disse 4 huller.

En god detalje på selve stofpanelet som dækker bagsiden, er at der er en række Jaco gummi logoer, som gør at shortsene sidder fast, uden at rutsje rundt. Eftersom dette stofpanel sidder godt fast til kroppen, og samtidig danner grundlag for hele den måde hvorpå disse shorts bliver holdt oppe, har Jaco virkelig fat i den lange ende her, både når det kommer til at shortsene ikke slipper kroppen, men ligeledes når det drejer sig om at finjustere størrelsen til den enkeltes kropsbygning.
Flytter man fokus over på selve lukkesystemet, er dette til dels som man kender det fra en hel del andre MMA shorts. Disse shorts har dog den begrænsning, som nævnt tidligere, at selve åbningen i skridtet er syet til på halvvejen.

Ydermere er der inden under denne åbning et stykke stof, som begrænser hvor meget denne åbning rent faktisk kan åbne sig. Dette har resulteret i at det efterhånden er ret almindeligt på webshops, samt diverse fora, at man råder folk til at bestille en størrelse større, end hvad de normalt er vant til. Det var ligeledes derfor jeg bestilte en 38, i stedet for en 36, jeg normalt bruger.

Jeg er her delvist enig. Fordi jeg anskaffede mig en størrelse 38 har jeg intet problem med at få disse på. Dog tror jeg godt jeg ville kunne bruge en størrelse 36, selvom denne nok ville tage et halvt minut længere at få disse til at sidde korrekt. Dette gør at shortsene er en smule for store til mig, hvilket ikke er shortsenes skyld, da jeg blot kunne havde anskaffet mig en 36.
Jeg ville ønske at Jaco havde designet disse shorts med en bedre mulighed for at lukke dem noget mere op, imens man tager shortsene på. Dette ville uden tvivl have været til gavn, for en hel del personer, som bestiller dem en størrelse for store for at kunne trække dem op over hofterne.
Kigger vi videre med fokus på lukkesystemet er dette ellers lige efter bogen. Der er ingen tydelige snører, eftersom disse bliver gemt væk af en stor flap, som låser det hele sammen. Dette fungerer ved at snørerne der kommer omme fra stofpanelet i ryggen, bliver bundet på fronten. Når dette er sket, folder man denne flap hen over selve sløjfen og låser den fast på fronten med velcro. Flappen er lavet af noget tykt elastisk matereale, og virker meget behageligt og fremtræder ligeledes tydeligt. Dette er simpelthen fantastisk. På den måde slipper man for sløjfer der løsner sig, eller endda går op. Det hele er gemt væk!

På indersiden af denne flap, står der størrelse, materialebrug, samt vaskeanvisninger.

En sidste ting man lægger mærke til er at der i skridtregionen på indersiden er en lomme. Denne lomme minder til forveksling om en der kan benyttes til at holde en skridtbeskytter. Problemet er bare at denne sidder alt for løst til at fungere som sådan en holder. Hvad denne lomme derfor er til aner jeg ikke. Hvis der skulle være en som ved dette og læser dette, hører jeg derfor gerne fra denne.

Når det kommer til en konklusion, er jeg ikke i tvivl om at det til dato er det lækreste shorts jeg har prøvet. Der er så mange gode ting ved disse Jaco Resurgence, at man skulle tro, at de har afluret de bedste ting fra alle andre, og kombineret dem i dette produkt. Til træning fungerer de perfekt i alle distancer, lige fra gulvkamp til highkicks, uden anmærkninger overhovedet. Dette på trods af at de reelt set er en størrelse for store, finder jeg imponerende.
En anden ting der kan nævnes er vægten, som ligger på 330 gram. Denne vægt er forholdsvis høj i forhold til fx Venum shorts, dog bliver vægten pludselig en anden prioritet, eftersom det hele er fleksibelt, og sidder perfekt fast til kroppen. Ydermere skal man her huske på at størrelsen er et nummer større, hvilket selvfølgelig påvirker vægten.
Hvis man skal kigge efter negative ting, kan man kigge forholdsvis længe. Det eneste jeg har fundet frem til, som kunne være bedre ville være lukkesystemets mulighed for at åbne mere op. Dette ville afhjælpe størrelsesproblemet.
Jeg har ligeledes kigget shortsene efter, for at se om jeg kunne finde direkte produktionsfejl. Det eneste jeg studsede over var en enkelt løs tråd. Denne burde selvfølgelig ikke være der.
Denne løse tråd, samt det begrænsede lukkesystem er det eneste der tæller net i karakteren. Til gengæld er der en stor bunke kvaliteter, der hiver karakteren til tops.
Jeg giver derfor Jaco Resurgence shortsene karakteren: 9/10

1 kommentar:

  1. Nu har jeg de samme short bare i sort..

    Og jeg giver dig helt ret i din anmeldes...

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.